Episodes
Monday Nov 16, 2020
Da Danmark blev klimatosset
Monday Nov 16, 2020
Monday Nov 16, 2020
Sommeren 2018. Søren Damsbo-Svendsen holder velfortjent ferie i sommerhus, inden hverdagen atter melder sig på universitetet. Danmark er ramt af hedebølger og tropenætter, og hver eneste dag har høj sol, skyfri himmel og 30 grader. Umiddelbart en perfekt dansk sommer.
»Men der var også lidt en bismag af, at det her ikke er helt godt,« fortæller Søren Damsbo-Svendsen i ugens afsnit af Informations klimapodcast, som denne gang handler om, hvad der driver vores opmærksomhed på klimakrisen.
Vejret den sommer satte vilde rekorder og var både den varmeste, tørreste og mest solrige i mange år. Forskere har siden koblet hedebølgen sammen med de globale klimaforandringer og temperaturstigninger.
Efterfølgende begav Søren Damsbo-Svendsen sig til at studere, hvad der egentlig påvirker vores klimabevidsthed. Vi ved i forvejen, at diskussioner over middagsbordet med venner og familie samt kampagner og aktivisme fra politikere og grønne organisationer påvirker vores holdning til klimaet.
Men Søren Damsbo-Svendsens nye studie, som er udgivet i det anerkendte tidsskrift West European Politics, kommer med en tredje forklaring: Nemlig, at vejret er med til at gøre os mere klimabevidste.
Psykologisk kan det forekomme som en naturlig forklaring, men for Søren Damsbo-Svendsen var det forskningsmæssigt en overraskende konklusion, at selv mindre udsving i vejret er med til at forme vores klimaholdninger.
»Vi har set en helt exceptionel eksplosion i opmærksomheden på klimakrisen, og hvor vigtigt den er i forhold til andre politiske problemer, siden sommeren 2018. I foråret 2019 steg andelen af danskere, som mente, at klimaet var det vigtigste problem, fra omkring 20 procent til næsten 60 procent. Det er fuldstændig uhørt i en dansk kontekst,« siger han.